18. December 2021

Written by VERA

Vasketøjet blafrer under det gamle egetræ. Mit gamle egetræ. Jeg ejer det, og jeg ejer den jord, hvori rødderne stikker langt ned. Jeg forstår ikke hvordan det er sket, det er ikke mere end syv år siden jeg kun ejede en kuffert med 20 kg og ikke ikke havde et sted at bo. Jeg var i dyb gæld.

For et halvt år siden flyttede jeg ind på en gul gård med blå vinduer og døre. Det ser meget romantisk ud.

Ikke kun er jeg kommet tættere på jord, jeg er også kommet tættere på himmel, der er meget af begge dele, og her er næsten ingen mennesker. Det passer mig godt. For jeg kan ikke finde ud af mennesker. Jeg kan ikke finde ud af arbejde. Jeg kan ikke finde ud af økonomi. Jeg kan ikke finde ud af hverdagens vasketøj, jeg er bange for det river sig løs og blæser væk.

Til gengæld kan jeg finde ind i Universets Kraft. Det river mig med i sin store styrke, jeg mærker den banke i mit blod, især når jeg står i mellem de fem unge birketræer ved mosen. Her gynger trætoppene mere end i det gamle egetræ, det gamle egetræ er for tungt til sådan at lade sig rive med af vinden. Jeg lader mig rive med af mit blod der siver usynligt ud igennem min hud, blodet er i ét med jorden. Her mangler jeg ingen ting, jeg er alting, så uendelig lille og blot en mikroskopisk lille plet på et stykke bark.

The laundry flutters under the old oak tree. My old oak. I own it, and I own the land in which the roots protrude far down.

Half a year ago I moved into a yellow courtyard with blue windows and doors. It looks very romantic.

Not only have I come closer to earth, I have also come closer to heaven, there is a lot of both, and here are almost no people. It suits me well. Because I can not find out people. I can not figure out the work. I can not figure out finances. I can not figure out everyday laundry, I’m afraid it will tear loose and blow away.

In return, I can find in the Power of the Universe. It tears me away in its great strength, I feel that knock in my blood, especially when I stand in between the five young birch trees by the bog. Here the treetops swing more than in the old oak, the old oak is too heavy to be carried away by the wind. I get carried away by my blood that seeps invisibly through my skin, the blood is in one with the earth. Here I lack nothing, I am everything, so infinitely small and just a microscopic little spot on a piece of bark.